Henrik Ibsens skrifter

Hvad nu?

Nå; endelig er jeg her da!

Hvad skal dette sige?

Guds fred, herre!

Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt jer.

Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.

Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, ved I vel.

Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så –

– så slap I dog ikke ind?

Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet.

Ah, om det skulde være –!

Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just iaften?

Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.

Aha, – fru Inger Gyldenløve venter eder altså?

Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne svare på; (med et listigt smil) men her turde være en anden –

Nå, så her turde være en anden –?

Sig mig, – hører I til huset?

Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.

Så? – Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?

Tredje kvelden efter –? Ja, det er ret nok. – Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks? Såvidt jeg ved er hun ikke gået tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers. Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge til at styrke jer.

I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.

Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her! Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og vand i fire-fem dage –

Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til højbords i grevelige sale.

Grevelige sale –?

Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I lyster.

Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?

Ja, jeg ved ikke. Det må I vel selv bedst kunne svare på.

Au, for fanden!

Ja, ser I, – den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her for det første; men –

– men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre hverv og andre anliggender –?

Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min meste tid på feltfod, og så – –

Eders skål, herre!

På feltfod? Hm!

Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må være en herlig kvinde. Ikke sandt? – Det eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.

Slå løs?

Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.

Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det nok.

Jeg? Ja, Gud bedre såsandt; det skulde stort hjælpe om jeg –

Da er det dog sælsomt at I gæster hende, når I ikke har bedre håb.

Hvad mener I med det? – Hør, kender I fru Inger?

Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så –

Ja, derfor er det jo sletikke sagt at I kender hende. Jeg er også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge engang.

Men I ved dog at fortælle –

– hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder Kanzler –

I vilde sagt noget mere.

Jeg? Å nej, det kan være det samme.

Hvoraf ler I, herre?

Af ingenting, herre!

Det er en liflig vin, I har her på gården.

Hør, – skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?

Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.

Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!

Grev Sture? Tror I også at jeg er grev Sture?

I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.

Virkelig ikke? Hvem er I da?

Mit navn er Nils Stenssøn.

Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet slår ialfald til.

Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru, som blev plyndret og slåt ihjæl i en af de forrige fejder. ​Peder Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som I ved, har han i mange år været forfulgt ​af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham, hvor han færdedes.

Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader det til. – – Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en fremmed, som –

– som alt er funden.

Og som I ikke kender?

Lige så lidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke grev Sture!

Alvorligt, herre?

Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?

Men hvor er da grev Sture?

Ja, det er just hemmeligheden.

Som er eder bekendt? Ikke så?

Og som jeg har at meddele eder.

Mig? Nu da, – hvor er han?

Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?

Nej visst ikke; I misforstår mig.

Nils Sture er himlet.

Død! Hvor?

På sin moders slot, – for tre uger siden.

Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen ind i Norge.

Å, det har været mig.

Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen, som allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til konge.

Ha-ha-ha; det var jo mig!

Eder?

Nu skal I høre hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med at store begivenheder ​var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg måtte være tilstede på en bestemt tid –

Tredje aften efter Mortens-messe.

Der skulde jeg møde en fremmed –

Rigtig; det er mig.

Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham at greven pludselig var død, men at det endnu ikke ​var vitterligt for nogen anden end for hans moder grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos Sturerne.

Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne. Hvis hans død rygtedes, så vilde de gå fra hverandre, – og der blev da intet af det hele.

Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.

Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for greven?

Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad ved jeg det? Der er falden mig såmangen galskab ind i mine dage. Det var forresten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de, – og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge hvordan det er.

Nu, – og hvad tog I jer så videre for?

Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade at jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg foer over grænsen – ha-ha-ha – så loved jeg dem at jeg snart skulde komme tilbage med tre-fire tusend mand – eller hvormange det nu var, – og så skulde det rigtig gå løs.

Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?

Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for sent.

Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme til at spore følgerne af eders dårskab. Jeg kan fortælle jer at I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.

Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt! Og når de så kommer, og mener at de har fåt kløerne i grev Sture – ha-ha-ha!

– så er det ude med eders liv.

Mit –? Jeg er jo ikke grev Sture.

Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort oprørske løfter og vækket ufred i landet.

Ej, det var jo kun for spøg!

Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.

Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde være så galen – –. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer af mig; og desuden, – rytterne er vel ikke i hælene på mig endnu.

Men hvad har I så videre at sige mig?

Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken –

Pakken?

Ja visst; I ved jo –

Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler –

Se, her har I dem allesammen.

Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.

Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?

Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.

Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket.

Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter, hvad der er i gære.

Dette lille brev med silkesnoren om – (undersøger udskriften) Også til herr Olaf Skaktavl. (åbner brevet og ser flygtigt på indholdet) Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke. (læser mumlende) «Jeg er hårdt i betryk; thi – –»; ja, ganske rigtigt; her står det; – «den unge junker Sture er gangen til sine fædre ​just i det samme urolighederne skulde bryde løs» – – «– men endnu kan der rådes bod på alting –» Hvad nu? (han studser og læser videre) «I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer eder dette brev, er en søn af –» – Himmel og jord, – står det så? – Ja, ved Kristi blod, det står der! (med et blik på Nils Stenssøn) Han skulde være –? Ah, hvis det var således! (læser videre) «Jeg har fostret ham ​fra han var årsgammel; men til denne dag har jeg stadigt vægret mig ved at give ham tilbage, fordi jeg tænkte at jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet bådet os. I tør vel undres over at jeg ikke betroede eder denne hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ​ærligt tilstå at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore anliggender, vil I skønne at det er klogest, så snart ske kan, at give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt at glæden, trygheden og taknemmeligheden –» – «– dette er nu vort sidste håb».

Aha, – hvilket brev! Det er guld værd!

Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja, ja, – Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.

Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind ​på –. Ifald jeg –? Nej, det ​var for usikkert. Men dersom –? Ah, dersom jeg –? Det skal voves!

Et ord, min unge ven!

Nå, – det lader på jer, som om spillet går godt.

Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på hånden, – damer og knægter og –

Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?

I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge – og trumf ovenikøbet.

Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen –

Ophøjelsen?

Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så –

Sandt nok; – men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en gylden kæde om halsen.

En gylden kæde? Og det står til mig selv?

Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.

Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på at intet levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror jer.

Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.

Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.

Nå ja, ja; jeg er alvorlig.

I Dalarne kaldte I eder grevesøn; – ikke så?

Ej, – begynder I nu med det igen? Jeg har jo ærligt skriftet for eder –

I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.

Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da –!

Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.

Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede –

Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?

Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.

Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til.

​Kom hid, – og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders tunge, – taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv og for ham, som her hænger afbildet.

Det sværger jeg, – hjælpe mig såsandt Guds hellige ord!

Men, Krist, min frelser –!

Hvad nu?

Billedet der –! Det er jo mig selv!

Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik og stod her i livet.

Sten Sture! – Og ligheden –? Og – jeg talte sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?

Så var det.

Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er –

I er Sten Stures søn, herre!

Jeg Sten Stures søn!

Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder ​Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt at en fattig bondehustru var eders moder.

Sælsomt; vidunderligt! – Men kan jeg da også tro –?

Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihu, at det er altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders faders salighed.

Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. – Men I, som jeg har givet mit ord, – sig mig – hvem er I?

Mit navn er Nils Lykke.

Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?

Jo netop.

Og I skulde –? Det var sælsomt. Hvordan kommer I –?

– til at modtage budsendelser fra Peder Kanzler? Det undrer eder nok?

Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor bittreste avindsmand –

Og derfor mistror I mig?

Nej, det just ikke; men –. Nå; fanden måtte gruble!

Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.

I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, sålænge det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv.

Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige jer hvordan alt dette hænger sammen og hvad I videre har at gøre.

Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm – –!

Og du er viss på at min datter har talt med ridderen her i salen?

Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på gangen.

Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?

Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte om hun var syg; men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: «gå ind til min moder og sig hende at ridderen drager herfra endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller ​budskab til ham, så bed hende at hun ikke forvolder ham unødigt ophold.» Og så føjed hun noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.

Hørte du det slet ikke?

Det lød for mig, som om hun sagde: «næsten tror jeg, han alt har været for længe på Østråt».

Og ridderen? Hvor er han?

Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.

Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.

Ved I hvad, fru Inger, – rigtignok er jeg i slige ting så blind som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om – – hm!

Nu?

– som om Nils Lykke var eders datter god.

Da er I nok ikke så blind endda; thi jeg måtte storligen tage fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord, jeg fortalte om Eline?

Han glemte både mad og drikke.

Og vore hemmelige anliggender med.

Ja, og det som mere er, – papirerne fra Peder Kanzler.

Og af alt dette slutter I vel –?

Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils Lykke og ved, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen, så –.

– så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?

Ja; og det jo før jo heller.

Nej, – lige det modsatte, Olaf Skaktavl!

Hvordan mener I?

Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade Østråt for det første.

Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for os og –?

Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til svigersøn. Hvis sligt lå i ​min tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at understøtte?

Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham, – hvad har I så isinde med ham?

Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og jeg vil være så ærlig at tilstå at jeg virkelig et øjeblik gav mig til at tænke over sagen.

Nu, ser I vel!

At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at forlige mange uenige her i landet.

Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig, måtte vise eder hvad slige midler virker. Aldrig så såre ​fik herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og rettigheder –

Ak, jeg ved det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder eller til nogen. Tidt ved jeg ikke, hvad der var rettest for mig. Og alligevel –; anden gang at kåre en dansk herre til svigersøn, – det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til; og, himlen være lovet, – så vidt er det endnu ikke kommet!

Jeg er lige klog, fru Inger; – hvorfor agter I at holde Nils Lykke tilbage på Østråt?

Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. ​Nils Lykke har krænket mig blodigere, end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min ​datter god. Jeg synes at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. – Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og bad om hende! Da – at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind på Østråt –! Jeg siger eder, – jeg kunde give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.

Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve, – det er altså eders hensigt med ham?

Det og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt, hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra den kant, da skal I erfare om jeg har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alfsøns lig.

Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så ​nødig tro ilde om eder. – Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det mig at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Dersom eders datter –? Thi der siges jo at ingen kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel.

Min datter? Tror I at hun –? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet –

Ja-ja, – kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for skulde I dog.

Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde det endog lykkes ham at ​fange hende i sit garn, da behøver jeg blot at hviske hende to ord i øret, og så –

Hvad så?

– så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede frister selv.

Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.

Min ædle frue har ladet mig kalde.

Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os endnu inat.

Desværre; – mit hverv på Østråt er jo tilende.

Ikke før jeg har fået mine papirer.

Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster –

At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg tænkte at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han –

Hvilket, frue?

– først og fremst glemme sit ærende – og alt, hvad der forresten er gået forud for hans komme.

Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige oplysninger om vore tilhængere i Sverig.

Det er godt.

Og nu, fru Inger Gyldenløve, – nu ved jeg ikke her er mere for mig at gøre.

Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen, da har I måske ret. Men det vilde jeg dog nødig tro.

I mener –?

Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle at Nils Lykke tog sig for at gæste ​mig. – Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen på Østråt?

Det være langt fra mig at nægte –

Besynderligt. Slet intet brev.

– fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.

Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da det at skæmte bort en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang hos os; idetmindste vil både jeg og min datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til behag.

Jeg tvivler hverken om eders eller eders datters gode sindelag ​imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende at min nærværelse andetsteds er uomgængelig fornø​den, når jeg desuagtet må erklære ​det for umuligt at forlænge mit ophold på Østråt.

Nå således! – Ved I hvad, herr rigsråd, – dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro at I var kommen til Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag.

Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er det at jeg endnu ikke holder slaget for tabt.

Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvivlrådig jeg står og vipper på skillevejen, – overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken. – Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget – ja, hvad skal jeg kalde det? – noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de for​løbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder.

For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders beslutning.

Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd, – vel står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår jer at der vil komme til at vokse torne for jer af eders rejse til Østråt.

Spår I det, fru Inger?

Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere end en spottefugl vil digte smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil standse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se; se, der rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen snare. – Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke ​ min mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker dømme. Og dem gives der, desværre, nok af! – Ja, det er ilde; men det er sandt og visst, – spot vil blive eders løn, – spot over at en kvinde var snildere end I. «Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt», vil man sige, – «skamfuld som en hund lusked han igen afgårde». – Og endnu et: mener I ej at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes at jeg ikke trøster mig til at stride under eders mærke?

I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot, – endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til –

– at forlænge eders ophold på Østråt?

Nu går han i fælden!

Nej, min ædle frue; – jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time.

Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

Det vil lykkes.

I er sikker i eders sag, som det lader.

Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag?

Østråt gård mod eders knæspænder!

Olaf Skaktavl, – her ser I herren på Østråt!

Herr rigsråd! –

Hvad nu?

Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet.

Eders skæmt begynder at blive noget lystig, herre!

Den bliver lystigere endnu, – idetmindste ​for mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at ægge min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine fødder.

Ha-ha – –!

Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord –?

– er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.

O, Jesus Krist –!

Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?

Nåde! O, vær barmhjertig –!

Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.

Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde?

Det var ingen drøm, fru Inger!

Og I ved det! I, – I! – Men hvor har I ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med ham? (skriger) Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig!

Ah, jeg begynder at begribe –

Og denne angst –; denne kvælende ræd​sel –. Jeg har båret på det i mangfoldige år, – – og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig nød og kvide! – Herre min Gud, er dette ret af dig? Var det derfor du gav mig ham?

Nils Lykke, – sig mig en ting. Hvor har I ham? Hvor er han?

Hos sin fosterfader.

Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand –! Altid har han nægtet mig –. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl!

Jeg?

Det vil ej være fornødent, såfremt I kun –

Hør mig, herr rigsråd! Hvad I ved, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven! –

Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige.

Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på.

I syv år tør jeg sige at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og ​nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på nogen. I ved det bedst, Olaf Skaktavl!

​Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn.

Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske ​turde ikke vide at han var velsindet mod eders venner.

Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig.

Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. – – Så fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og tyve år – –

Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag, ifald det havde rygtedes at Sten Sture stod mig så nær.

Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke –

– og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.

Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. ​«Slut eder fast og ubrydelig til os», svared han, «så sender jeg eders søn til Norge; før ikke». Hvor ​skulde jeg vove det? Vi misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen – o, jeg ved det! for at stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde frelst ham.

Men foruden det, var også Danskerne virksomme. De forsømte hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side.

Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de skulde sejle efter.

Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor; – men jeg turde det ikke. Jeg sad tvivlrådig – langt fra striden – på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. «Hvem vil sejre?» se, det var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren.

Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på for​blommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Tilslut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den.

I slig en kvidefuld tid var det at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder ​tænke sig i mit sted –! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru, – og hjemløs i mine landsmænds hjerter.

Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded ​mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. – Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såede fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl, – havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr, – hvis jeg havde havt mit barn i mine arme, – tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time!

Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre. – Ja, ved alle hellige, – jeg ved, hvad det vil sige at sørge for sit barn.

Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år?

Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab.

Dette er en himlens hævn – –

Sig kort og godt, hvad I fordrer.

Først fordrer jeg at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben, for at støtte de misfornøjede i Sverig.

Og dernæst –?

– at I virker for at den unge grev Sture kan blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs styrer.

Han? I fordrer at jeg –?

Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde være vel tjent dermed.

I betænker eder, min frue? I skælver for eders søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget bedre, end at se hans halvbroder på tronen?

Vel sandt; – vel sandt –

Medmindre der skulde være andre anslag igære –

Hvad mener I?

At Inger Gyldenløve pønsed på at blive – kongemoder.

Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I give kronerne til hvem I vil.

Men ved I da også, om grev Sture er villig –?

Derom kan han selv forvisse eder.

Han selv? Og når?

I denne time.

Hvordan?

Hvad siger I?

Med et ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.

Her?

Det blev eder måske berettet at jeg red selv anden gennem porten? Greven var min følgesvend.

Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer.

Godt, herr rigsråd, – I skal få min forsikring om bistand.

Skriftlig?

Som I begærer.

Endelig sejrer jeg da!

Olaf Skaktavl, – nu ved jeg det med visshed, – Nils Lykke er en forræder!

Hvordan? I tror –?

Han pønser på svig.

Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders undergang?

Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør først – –

Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende hvad time det skal være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens Bjelke –. Jeg har mit ord i behold når jeg forsikrer ham, at den unge grev Sture ikke er ​på Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri, – til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som fange til København. Sidder han først i tårnet dernede, kan vi foreskrive fru Inger, hvad kår os lyster. Og jeg –? Efter dette tænker jeg ikke kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre hænder end mine.

Nu, I har altså forstået mig?

Tilfulde. Lad det voves som I vil.

Herr ridder, – herr ridder!

Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde til jeg kaldte på jer?

Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se hende ansigt til ansigt – –

​O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, ​kære herre; – jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen. Jeg vil være som de andre adelige junkere. – Hør, sig mig, – ved hun at jeg er her? I har vel forberedt hende?

Ja, visst nok har jeg det, men –

Nu?

– hun vil ikke kendes ved jer som søn.

Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. – O, når der ikke er andet ivejen – (han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen) – så vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine tidligste år. Den må hun vel vide besked om.

Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!

I forstår mig ikke. Fru Inger tvivler ingenlunde om at I er hendes barn; men, – ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig uvidende ​svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!

Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig mig, – hvad tror I jeg skal gøre for at vinde hendes godhed? Sig mig det, kære herre; I må dog vide det!

I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, må I vel vogte eder for at såre hendes øren ved at ymte om slægtskab ​eller sligt. Hun vil te sig ​som om hun holdt eder for at være den virkelige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig at kaldes hendes søn.

O, men så sig mig da –!

Stille; stille!

Herr ridder, – her har I mit tilsagn.

Jeg takker eder.

Ah, – denne unge mand er –?

Ja, fru Inger, det er grev Sture.

Træk for træk; – ja, ved Gud, – det er Sten Stures søn!

Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej.

I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje –

Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige?

Det er ånderne, som vågner!

Hil være fru Inger Gyldenløve!

Har I sagt dem, hvad der er i gære?

Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.

Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må I væbne eder, som I bedst ved og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det være eder nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg ​frem for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer, – og Norges med, hvis Gud så vil det.

Hil ham! Hil grev Sture!

Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om han skulde vokse mig over hovedet!

Af mig modtager I her den første håndsrækning, – treti ridende bønder, som skal følge og beskytte eder. Tro mig, – inden I nåer grænsen har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og rejs så med Gud!

Tak, – Inger Gyldenløve! Tak, – og vær sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder over – over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da har jeg vundet land og rige!

Ja, hvis hun ser dig igen.

Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede –?

Ja, ja, ja!

Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat –?

I dette øjeblik, herr ridder!

Nej, nej, umuligt!

Som jeg siger.

Lyd hende ikke!

Hvor kan jeg andet? Jeg vil; jeg må!

Men det er eders sikre fordærv –

Lige godt! Hun har al rådighed over mig –

Og jeg?

Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden skal ikke komme over min mund, før I selv løser mig. Men hun er min moder!

Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet! Han snapper mig byttet af hænderne –

Vent til imorgen!

Grev Sture, – vil I lyde mig, eller ej?

Tilhest!

Den ulykkelige! Han ved ikke hvad han gør.

Nu, siden det skal så være, – lev vel!

Nej, stands! Ikke så, herr ridder, – ikke så!

Hvad mener I?

Nils Lykke, – I er en forræder! Stille! Lad ingen mærke at der er uro i høvedsmændenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget mig til at øve oprørsfærd, – ikke for at støtte vor sag, men for at fremme eders egne anslag, hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage. Men tro ikke derfor at I har sejret! Jeg skal vide at gøre eder uskadelig –.

Fru Inger!

Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet. Men udenfor Østråts porte kommer I ikke før sejren er vor.

Død og ulykke!

Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. ​Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre.

Ah, – jeg er overlistet. Hun har ​været snedigere end jeg. (en tanke skyder op i ham) Men om jeg endda –?

Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er.

Vent; et kendemærke –. Den, der bærer Sten Stures ring, det er den rette.

Ved alle hellige, I skal få ham!

Tak, – tak, min trofaste ven!

Altså, – se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortæl befalingsmanden at ​grev Sture er død. Den unge mand der må ikke antastes. Sig befalingsmanden det. Sig ham at junkerens liv er mig tusender værd.

Det skal ske.

Og rejs nu alle med Gud! (pegende på Nils Lykke) Denne ædle ridder der kan ikke bekvemme sig til så hastigt at forlade sine venner på Østråt. Han vil vente her hos mig til sejersbudskabet kommer.

Djævel!

Tro mig, – I skal ikke komme til at vente længe!

Det er godt; det er godt! (afsides) Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens Bjelke –

Og han der hensættes under sikker bevogtning i borgekælderen.

Jeg?

Finn!

Der brast mit sidste anker.

I borgekælderen!

Afsted! Tilhest, – tilhest! Hil være Inger Gyldenløve!

Hvem sejrer?

Hvem? Ja, ve dig; – sejren blir dyrekøbt. Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig, som myrder ham.

Men mit bytte undslipper mig ligefuldt. Og oprøret vokser og breder sig! – Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i!

Der rider de raslende ud igennem porten. – Nu stænges der efter dem; – og her står jeg igen som fange.

Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på livet løst.

Men hvis de nu alligevel fangede ham levende? – Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Sven​skerne inden de nåede grænsen og få ham udleveret. (går op mod vinduet i baggrunden og ser ud) Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej være?

Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe endnu – –

Eline! – Ah, hvis det gik an! Hvis det lod sig gøre at –. Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:

Og hun –? – – Eline Gyldenløve skal frelse mig!

Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste –. Der er ingen, som ved, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det!

Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem.

Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil at jeg –?

O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød; – det går over.

​Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen.

Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen.

​Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det, – og så intet videre?

Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke?

Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. – Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det, – såsandt der ellers er retfærd i himlen.

Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed.

Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde det fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg –? – Hvem ved; – hvem ved! Det tør være sikrest at forsage. (hun tager atter lyset) Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg ​vil søge hvile. Alle de forvovne tanker, – dem vil jeg sove fra mig.

Kongemoder?

Alt er stille. Jeg må afsted.

O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.

Eline!

Kommer du aldrig mere til Østråt?

Hvor kan du tvivle på det? Er du ikke fra nu af min trolovede? – Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?

Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det? – Du kom ved nattetid; ​du banked på min dør; – og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-næt? (hun skjuler hurtigt sit ansigt ved hans skulder) O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette – –. Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din; – må være det – i al evighed.

Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?

Fordi jeg ved, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således, som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet end en leg og kvinden et legetøj?

Eline, – hør mig!

Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog, – hvor forunderligt, – når jeg i drømme bygged op mit eget vordende ​liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Had var det ikke jeg følte. Det var en anende gådefuld længsel efter dig, du eneste, – efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle hendragende magt –. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst ​det før i denne stund. – Skulde det ikke endnu være tid –? Ah, dette forfærdelige med Lucia!

Hvad er det? Så tungt et suk –

O, intet, – intet!

Eline, – nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig –

Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er ​jo intet vederlag for den du skænker mig. O nej; jeg elsker dig fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det.

O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel ved, at herinde står det prentet for tid og for evighed.

Du gode Gud, – hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: «for at kunne leve må jeg bevare min stolthed». Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, sålænge jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ​ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: «for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed»; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

Nej, nej, – ikke for mine fødder, men ved min side er din plads, – og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline, – du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd ​at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.

O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod.

I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet; – dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. – Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. – Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her; – tag denne ring, og vær min for Gud og mennesker, – min – selv om de døde skulde få urolige drømme derover.

Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som –?

Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. – Se så; – nu har jeg fæstet dig!

Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ​ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

Og give sit minde til vor pakt.

Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode; – jeg bærer ikke længere nag til nogen, – undtagen en.

Undtagen en?

Ak, det er en sørgelig fortælling. Jeg havde en søster –

Lucia?

Kendte du Lucia?

Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende; – nu er hun i himlen.

Og du –?

Jeg hader ham.

Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.

Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret – –

Hys! Kan du høre –?

Hvilket? Hvor?

Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd på landevejen.

Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer –! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!

Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du –?

Imorgen, Eline –; thi, ved Gud, da kom​mer jeg igen. – Nu hurtig, – hvor er løngangen, som du nævnte?

Gennem gravkælderen. Se, – her er lemmen –

Gravkælderen! (for sig selv) Lige godt; reddes må han!

Rytterne er lige udenfor –

Nu velan –

Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias –

Lucias! Fy –!

Hvad siger du?

O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

Hør; nu hamrer de på porten!

Ah, det er for sent –!

Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?

Overfald! Grev Sture – –

Grev Sture? Hvad han?

Har de dræbt ham?

Hvor er eders moder?

Fru Inger! Fru Inger!

Jeg ved alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre.

Det var altså snaren, herr rigsråd!

Inger Gyldenløve, tro mig –!

Et baghold, som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!

Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder.

Hvad gør I?

Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder, – nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem porten! – Eline, – sig din moder alt! – Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig – og taus! ​Tro mig, I skal komme til at vide mig stor tak før dagen gryr.

Ret så! Jeg forstår ham!

Nils Lykke –? Nu –?

Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.

Og han har dig kær af hjertet?

Det har han sagt, og jeg tror ham.

Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder jeg!

Min moder, – I er så besynderlig. O, ja, jeg ved nok, – det er min ukærlige færd, som har fortørnet eder.

Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig; thi jeg kender jo dit had –

Men, min moder –!

Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? ​Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så –. Ah, Eline, om vi kunde slide hans mensvorne hjerte sønder i brystet på ham!

Ve mig; – hvad er det I siger?

Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. ​Jeg ved ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da – (lyttende) Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det – (hun vender sig atter til Eline) Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.

Lucia!

Det var ham, så sandt der er en hævner over os!

Da stå mig himlen bi!

Eline –?!

Jeg er hans trolovede for Gud.

Ulykkelige barn, – hvad har du gjort?

Forbrudt mit hjertes fred. – God nat, min moder!

Ha-ha-ha –! Det bærer ned ad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre.

Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun ​intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig – på en måde.

Det skulde så være. Det står skrevet hist oppe i stjernerne at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage.

Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke.

Regnskab? Gøre regnskab? – Ah, det er først på den store uvejrsdag –. Det varer længe førend den kommer.

Hej, – slå porten i!

Grev Stures røst –!

Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!

Hvad har I tabt?

Mit rige og mit liv!

Og bønderne? Mine svende; – hvor har I dem?

Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem ​der har taget resten skal jeg ikke kunne sige jer.

Grev Sture! Hvor er I?

Her; her!

Ak, Olaf Skaktavl, også I –!

Det var ugørligt at slippe igennem.

I er såret, ser jeg!

Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.

Hvor er Svenskerne?

I hælene på os. De bryder porten op –

O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke, – jeg vil ikke dø!

Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?

Men dersom de gennemsøger gården –?

Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op –! O nej, Inger Gyldenløve, – det ved jeg forvisst, – det vil I aldrig tåle!

Nu brast låsen.

Der stormer mange mennesker ind i portrummet.

Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, ​at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej! – Tro ikke at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage at jeg –

Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen.

Han må reddes – hvad det end skal koste.

O, det vidste jeg nok; – I er ædel og god!

Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham –

Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden –!

Hemmeligheden?

Ja visst; eders og min!

Krist i himlen, – kender I den?

Fra først til sidst. Og nu, da livet står på spil –. Hvor er herr Nils Lykke?

Flygtet.

Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge. – Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer –

Hvad så? Hvad vil I gøre?

Købe liv og frihed; – åbenbare ham alt.

O nej, nej; – vær barmhjertig!

Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg nu ved –

Så er I frelst?

Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste middel.

Det yderste middel? I har ret; – det yderste middel tør hvermand friste. (peger op mod venstre) Se, derinde kan I skjule eder sålænge.

Tro mig, – aldrig skal I komme til at angre eders færd.

Det give Gud I sagde sandhed!

Forstod I, hvad han mente?

Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.

Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel forsøges. – Godt og vel, Olaf Skaktavl, – det ske, som han sagde!

Hvad mener I?

Liv mod liv! En af dem må gå under.

Ah, – I vil –?

Hvis ikke han derinde gøres stum forinden han får den svenske høvedsmand itale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se at der endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det, – længe skal I ikke komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet efter. – Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl, – det hviler på eder om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde eller –

Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold. (rækker hende hånden) Inger Gyldenløve, – ved mig skal ikke eders navn dø ud.

Tør jeg også vove –?

Nej, nej, – det må ikke ske!

​Nu er det forbi. Alting er stille derinde. – Du så det, Gud, – jeg betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden.

Er det gjort?

For ham kan I være tryg; – han forråder ingen.

Han er altså stum?

Sex tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd.

Ja, ja, – den højre var også for god til sligt.

Det må I om; – tanken var eders. – Og ​nu til Sverig! Fred med jer sålænge! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden.

Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme! – Han begynder at blive mig dyrekøbt nu.

Tilgiv, hvis I er husets frue –

Er det grev Sture I leder efter?

Det er så.

I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos mig.

Tilflugt? Forlad, min højædle frue, – men den mægter I ej at give ham; thi –

Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han, – ja, se selv efter –, derfor har han aflivet sig.

Aflivet sig?

Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en ​anden dommer, så er det min bøn at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd. – Bjørn, du ved, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år. (til krigsknægtene) I den beder jeg at I vil føre grev Stures lig til Sverig.

Det skal ske, som I byder. (til en af de andre) Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og – –

Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod?

Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit ​kød og blod? – Det er noget, som måtte så være. Enhver moder havde gjort som jeg.

Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg.

Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge –; rigsstyrer først, og så konge – –

Hvem vil de vælge i den dødes sted? – Kongemoder –? Det er et vakkert ord. Der er kun en hage ved det; – denne hæslige lighed med et andet ord. – Kongemoder og – kongemorder. – Kongemorder, ​– det er den, der tager en konges liv. Kongemoder, – det er den, der skænker en konge livet.

Nu vel; jeg vil give vederlag for hvad jeg har taget. – Min søn skal vorde konge!

Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så sælsomt tilmode. (vender hovedet ​

HIS: 342

hvasst til siden, som om hun talte til nogen) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme?

Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjæl? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ​ser da jeg altid dette – (gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv) – dette stød imod hjertet – og så den røde blodflom bagefter?

Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned – om en måned kommer min søn til mig – –

Var det eder, som ringede, min frue?

Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen.

Nej, nej, nej; – jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved –

Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten derinde.

Dengang jeg var barn fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. – Dersom ​nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag ​og takke for lån? (ler stille) Hm, – vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe. (hæftigt) Men slige eventyr duer alligevel ikke! De volder urolige ​drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes.

Hvorlænge plejer det gemenligen vare forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Sålænge ikke det er gjort, er det usundt at leve her.

Det er ret. Lad mig se du kommer ihu, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! – – Hvad tager de sig nu for derinde?

De holder endnu på at skrue kistelåget fast.

Skruer de det godt fast?

Så godt, som det behøves.

Ja, ja, – du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt. (går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt) Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig en ting på hjerte. Vær på din post mod ​alle mennesker, – både mod dem, som er døde og mod dem, som skal dø. – Gå nu ind ​– gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.

Jeg kan ikke blive klog på hende.

Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl!

​Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!

Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden, – er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det!

Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går. (stamper i gulvet) Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus! (begynder at vende alle billederne indad mod væggen) Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv – –. Synes du det nu er påtide –? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg ​har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene!

Det er såre godt at jeg ved besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig.

Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe – hinsides stjernerne – fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor jeg har måttet lide så meget og så længe.

Frue, jeg har at melde – –. Krist fri mig; – hvad er dette?

Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt forinden det kom så vidt; – thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride.

Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger, – vid at –

Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker.

Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn – så længe til hun fik røde hænder deraf. – Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke.

Guds blod, – hvad er her sket?

Mine døtre; – mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde en igen, og hende misted jeg da hun skulde stige i brudesengen. (hviskende) Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.

Ah, – dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.

Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. – Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha, – hvem sejrer, Gud eller jeg?

Liget! – (hviskende) Fy; det er en hæslig drøm.

Død! Altså dog –

Selv har han –

Han selv –?

Hys!

Ja, rigtig; – nu kommer jeg det altsammen ihu.

Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.

Tilgiv, herr ridder; – men denne ring, som han bar om sin hals –

Ti; ti!

Ringen? Ringen!

Sten Stures ring! (med et skrig) O, Jesus Krist, – min søn!

Hendes søn?

Inger Gyldenløves søn?

Så er det.

Men hvorfor sagde I mig ikke – –?

Hjælp; hjælp! Min frue, – hvad fattes eder?

Hvad der fattes –? En kiste til. En grav hos mit barn – –